Kapitel 5: Tankerne skaber følelser
Hvis du gerne vil forstå helt grundlæggende hvad en tanke gør ved dig følelsesmæssigt. Og hvorfor dine følelser skifter i løbet af dagen. Kan dette kapitel være en hjælp. Og du kan afprøve dine tanker i øvelsen sidst i kapitlet.
Velkommen til kapitel 5 i bogen “Elsk dig selv – 22 veje til større selvværd, ligeværd og livsglæde” en bog om personlig udvikling.

Enhver tanke skaber en følelse. Det er meget tydligt, hvis man er vant til at meditere, dvs. sidde helt stille og tømme sit hoved for tanker. Når der er helt stille inde i hovedet, kan vi opleve en dejlig fred-og glædesfølelse, som jeg oplever som grundfølelse. Hvis man så tænker en enkelt tanke og straks efter er tom i hovedet igen, er det tydeligt at mærke, hvilken følelse den pågældende tanke skabte. Tanker kan skabe alle mulige følelser. Det er det store tag selv bord. Hvis du har svært ved at meditere, kan du prøve at sætte et ur til at ringe en gang i timen. Og straks, når det ringer, stoppe op og huske, hvad din sidste tanke var, og hvilken følelse du oplever. På den måde vil du opdage, at dine følelser skifter hele tiden i løbet af en dag, i takt med, at du ændrer dine tanker. Glade tanker, skaber glade følelser. Sure tanker, skaber sure følelser. Vrede tanker, skaber vrede følelser og så videre. På denne måde bliver det også klart, at det ikke tjener noget formål at gå og være sur på andre. For den anden mærker ikke, hvad du tænker, men det gør du. Det er den, der tænker sure tanker, der oplever sure følelser. Omvendt kan tankerne bruges bevidst til at skabe en god dag. Prøv en dag, inden du står op, at sige til dig selv: “Jeg tror, det bliver en dejlig dag i dag”, og mærk virkningen. Og prøv hver gang du bekymrer dig om noget, du IKKE kan ændre på alligevel, at sige til dig selv: “Jeg er sikker på, at situationen ordner sig på en god måde for mig”. Læg mærke til, hvordan bekymringstrykket kan lette. Det vil være meget forskelligt, hvor let eller svært dette er fra menneske til menneske. For nogle vil det kræve meget øvelse, og for andre vil det virke med det samme. Men jeg synes, at det er dejligt at opdage, hvor meget indflydelse vi selv har på vores oplevelser i løbet af en dag. For så er jeg den, der skaber mine oplevelser. Hvis vi er kede af noget, som ikke lige er til at ændre med en tanke, er det vigtigt at “rumme” denne følelse (se kapitlet At rumme sine følelser).
Vi kan også bruge vores hukommelse til at skabe følelser. Hvis vi sætter os og husker på en rigtig dejlig begivenhed i vores liv, vil vi opleve den følelse, vi oplevede dengang NU. Og vi kan opleve den lige så mange gange, vi har lyst til. Omvendt kan vi også gå og huske på negative oplevelser og genopleve de negative følelser, de skaber. Prøv at lægge mærke til, om du lever i fortiden, ved at GENOPLEVE gamle oplevelser følelsesmæssigt.
Du kan også skabe nogle rigtig dejlige følelser, ved at bruge din fantasi og forestille dig, at der sker noget dejligt for dig. Dette kaldes at visualisere og er en vidunderlig måde at skabe glade følelser på. Hvis du synes, at det kunne være dejligt at tage til Hawaii, så sæt dig tilbage stolen, spænd sikkerhedsbæltet i din fantasi og flyv til Hawaii og nyd solen, vandet, maden og så videre. Og fyld kroppen med afslappende og glædesfyldte følelser. Bare forestil dig – med lukkede øjne – hvordan der ser ud, dufter m.m. Mærk vinden og leg at du er der. Det er ligesom at drømme, du har bare fuld kontrol over, hvad du vil drømme og opleve.
Eksempler
Anne er sur over, at andre ikke rydder op efter sig på arbejdspladsen. Derfor går hun og rydder op efter de andre. Imens tænker og fortæller hun andre, hvor sur hun er, hvor dårligt det er, hvor irriterende det er og så videre. Og hver en sur tanke, skaber en sur følelse. Så hun går det meste af dagen og har det dårligt, fordi hun konstant skaber sure tanker. De, der roder, har det fint, for der bliver jo ryddet op efter dem.
Gerda arbejder samme sted som Anne. Hun synes også, at det er rart, når der er rent omkring hende. Men hun vil ikke ødelægge sin dag, fordi andre roder. Så enten rydder hun op, fordi hun vælger det, eller også lader hun tingene ligge og rydder op efter sig selv. Men hun vælger ikke at lade sin dag ødelægge af negative tanker og tænker i stedet på det gode ved arbejdspladsen, dagen eller andet. Herved skaber hun positive følelser i den samme situation.
Øvelse
Sæt dig et sted, hvor der er helt roligt i højst 10 min. Prøv om du kan gå ind i mellemrummene mellem to tanker og blive der lidt. Hvis du kan, så prøv at beslutte, hvilket ord du gerne vil opleve følelsesmæssigt. Du kan prøve med glad, sur, irriterende, vidunderligt, farligt, dejligt. Hvis det er for svært, så prøv næste øvelse.
Stil dit ur til at ringe om en time. Læg blyant og papir klar. Straks, når uret ringer, stopper du og husker, hvad du lige har tænkt eller oplevet for en følelse. For nogle er det nemmest at opdage følelsen først og derefter tanken. For andre er det omvendt.
Tanke: ___________________________________________
Følelse: __________________________________________
Tanke: ___________________________________________
Følelse: __________________________________________
Tanke: ___________________________________________
Følelse: __________________________________________
Du er nu færdig med 5. kapitel TANKERNE SKABER FØLELSER
Tryk på en af knapperne herunder, for at komme til næste kapitel eller tilbage til Indholdsfortegnelsen.
Følg bogen på Instagram eller Facebook for at få besked når nye kapitler bliver åbnet. Tryk på ikonet herunder.
Tak fordi du læser med
Hvis du har lyst og mulighed, kan du støtte mig med 10 kr. til en kop kaffe, 20 kr. til et glas vin – eller hvad du har lyst til.
Det er helt frivilligt, det vigtigste er at du får glæde af bogen. God dag 😀
DK MobilePay: 60 33 27 04
NO MobilePay: 45 60 33 27 04
eller knappen herunder
Copyright 2025, Du må godt kopiere kun til dig selv hvis du vil have opgaverne f.eks. over i et dokument hvor du kan arbejde med dem.